Åbning af bigården

ENDELIG er foråret kommet med varmegrader der får bierne til at udforske omgivelserne for blomster med pollen og nektar til familien. Og der er blomster. Lige nu er der bare et hav af gule og hvide blomster. Herhjemme har vi mælkebøtter i græsplanen – det er jo ikke alles favorit – men det er den blomst der matcher helt utrolig godt til biernes farve.

Mange frugttræer er i blomst, som f.eks. mirabel, pærer, blommer og æbler. Kastanien – den store bi-fly-in står med grønne blomsterstande. Der bliver nok også snart noget guf til bierne. Jeg nænnede ikke at beskære mit blommetræ. Nu får bierne lov til at spise og drikke af blomsterne og så klipper jeg en lang gren ned, som jeg tror alligevel vil bukke under for lasten.

Det var tid til at åbne bigården i Mosbjerg. Som altid startede vi med morgenbrød i de smukke omgivelser. Desværre var kun tre af foreningens medlemmer til stede og derfor var vi jo nødt til at stærke os ekstra godt for at klare arbejdsbyrden.

Der var rigeligt at tage fat i. Det mere lavpraktiske er, at der blev sat såsæd til vores bistriber i skuret, som museets medarbejder glæder sig til at sprede i marken. Derudover skulle batterierne på vores vejrstation skiftes og nedbørstrakten tjekkes for forstoppelse. Der var ignen problemer og vi kunne gå i gang ved bierne.

Først og fremmest handlede det om hygiejne. Der skulle gøres rent hos bierne efter et halvt år uden mulighed for større indgreb. Nogle bier er bedre til at rydde op end andre, men alle skal have hjælp nu. I bunden af staderne finder vi noget så kedeligt som døde bier, voksfnuller fra biernes arbejde med at åbne deres madkrukker og vi fandt desværre også kalkyngel. Kalkyngel opstår på grund af fugtige forhold, som får en svamp til at sprede sig i stadet. Svampen er kommet i stadet med trækbierne og hvis den møder gode forhold trives den så godt, at den kan true en familie. Jo større og stærk en familie er, des større er chancen for at overleve sygdommen. Så .. hygiejne først.

Bevæbnet med røgpuster, stadekniv, kost, fejebakke og skraldpose går vi derfor i gang ved opstabilingsstadet, tager hele kassen med familien til siden og sætter den opå højkant på siden. Så er der fri bane for at rense stadebunden – evtl. bytte den ud med en ny. Der skal også fejes under stadebunden. Resterne fra medicinstrimlerne skal fifles ud imellem rammerne og bortskaffes og når familien sættes tilbage, kan man lige tjekke yngellejet. Stadig er vi lidt forsigtig med at rumstere for meget i staderne, da forårstemperaturene ikke er så komfortabel som sommeren. Men det lykkes at finde dronningen i opstablinen i midten af det hele og tavlerne var besat med travle bier.

I trugstadet starter man med at trække alle tavler tilbage, feje og skrabe bunden fra flyvesprækken af hen mod bagsiden af stadet. Kan man ikke feje videre, skal tavlerne jo skubbes frem igen og mens man gør det er der mulighed for at vurdere familiens tilstand og skrive den i stadekortet. Læg bland andet mærke til følgende:

• familiens størrelse
• familiens “humør”
• æg, larver, forseglet yngel?
• dronningen set?

Det indikerer, om familien har det godt og vores nye stadekort giver mulighed for at følge med i familiens udvikling. Nogle familier er allerede ret stor og man møder dem i hjørnet af trugstadet. Så er det på tide at udvide pladsen.

Vigtigt er det, at holde den udvidede plads kompakt og varm. Når man udvider med en kasse for oven er det vigtigt, at pakke den ind i sække også op foran mod forsiden af stadet. Når man sætter enkelte rammer ned i trugstadet, må der ikke laves for store huller i familien, sådan at “bikuglen” trækkes for meget fra hinanden.

I det viste stade mødte vi tavlegange fyldt med bier, der var en ivrig dronning vi fik øje på og 8 ud af 10 tavler havde yngel på sig, også forseglet yngel og det var på tide at sætte en ny kasse på. Allerede efter kort tid blev rammerne taget i brug. Film 1 viser en fyldt gang og film 2, hvordan bierne inspicerer de nye tavler.

Og her kan vi bare høre bierne snakke i stadet. En dejlig stor familie. Jeg tænker, at lyden kan være skræmmende, hvis man ikke er vandt til at høre bier. Som biavler lærer man jo efterhånden at skelne imellem lydene og forstår sproget. Det her er bare snak.

Og så sluttede vi arbejdsdagen med kaffe og brød igen og vendte tilbage til hver vores bigård for at følge med i forårets vidunderlige verden.