Første slyngedag

Efter et par gode sommerdage og en træls fredag med regn, blev lørdagen alligevel en rigtig fornuftig dag til honningfratagelse. Det var også dejligt, at nogle af vores nye medlemmer mødte op for at hjælpe. Planen var, at slynge og presse forårshonningen. Samtidig var der åbnet for museets besøgende med mulighed for at se bistaderne og købe et glas nyslynget honning.

Det første arbejde sker ved bistaderne, hvor modne honningtavlerne tages fra og placeres i tomme magasiner. Man skal huske, at dække magasinerne ned, inden bierne kan finde dem og prøver at hente deres honning tilbage.

Hvornår honningtavler er modne forklares længere nede, nu skal vi lige se på opstillingen i museets lade. Vi har omhyggeligt dækket gulve og borde ned med plastik, sørget for vand at vaske finger med og alt det grej man har brug for.

Proceduren omkring honningpresseren er ret simpel. Honningtavler skæres ud af rammen og kommes i en bakke. Det hældes op i stålcylinderen med huller. Vores maskine har et stempel drevet af lufttryk, som trykker ned på honningmassen. Trykket øges langsom og honningen begynder at flyde ud. Nogle gør dette derhjemme ved hjælp af en æblepresser med påforing af et stykke klæde til at lukke de store sprækker med.

Honning fra presseren indeholder mere pollen end slynget honning, derfor værdsættes den højere.

Vil man slynge sin honning – hvilket er en hurtigere metode – skal man starte med at skrælle forseglingsvoksen af honningcellerne. Man skal også fjerne yngel fra tavlen, hvis der findes det. Det er en øvelse man nemt kan sætte besøgende og nye biavlere til og det plejer at være et fint tilløbsstykke. Kunsten er, at man åbner cellerne helt, uden at komme for langt ned i honningen med sin skrællegaffel. Er cellerne åbnet, så begynder honningen af løbe ud.

Vi har en fralægningsbakke, hvor tavlerne venter på at kunne komme i slyngen.

På et tidspunkt kom slyngen i vanskeligheder og de tilstedeværende teknikere gav motoren en omgang eftersyn. Problemet var dog mere, at honningen var blevet kold under ventetiden og så bliver den lidt sej, svær at slynge og den har svær ved at løbe af slyngen. Så var der gang i den igen.

Billedet til højre viser en grovsi. Det skal fange grove voksstykker, som altid bliver slynget ud. Det vi samler i spanden skal derefter hældes op i en finsi, hvor mindre voksstykker også sorteres fra.

Vores finsi er en vippesi, som kan justeres lidt i position, alt efter, om nogle porer er lukket med voks eller også alt efter, hvordan sien står. Fra opsamlingsbakken kan honningen hældes i spand eller direkte i glas til de besøgende. En familie viste interesse og mens drengen var mest interesseret i slyngen syntes pigen at det var interessant det hele og var glad for at få lov til at sætte låg på glasset.

Det var en fin dag med lidt torden og regn, masser af arbejde og klister. Og det kommer snart igen.

Men tilbage til, hvad modne honningtavler egentlig er.

Honningtavler tages fra, når 2/3-del af tavlen er forseglet og det er der en god grund til. Bierne samler nektar fra blomster og den lægges i celler, men den bliver også behandlet og indtørret via ventilation. Bierne ved, at honningen skal være tørt for at kunne holde sig. Når nektaren er tørret ned til en fornuftig vandprocent, forsegles cellen med voks, sådan fugten holdes ude. Når man holder hånden ned i et bistade, kan man godt mærke, at luften er varm og indeholder en del fugt, det er derfor en stor bedrift af bierne, at tørre honningen og de starter altid fra toppen af rammen af og arbejder mod midten af den nederste liste i rammen.

Jeg har ikke lige taget billeder af vores tavler på museet, men vil gerne supplere med billeder af mine egne tavler herhjemme. Jeg arbejder med 12×10 rammer, som jeg også har i en halvhøj udgave (til højre).

Til højre er man slet ikke i tvivl, at næsten alle celler er pænt forseglede med hvid voks, til venstre ses en tavle som måske lige overholder tommelfingerreglen, at den skal være 2/3-del forseglet.

Grunden til, at man arbejder med halvrammer kan være, at man gerne vil lave en speciel honning af en afgrøde, som kun har en kort blomstringstid, som f.eks. jordbær. Jeg har dog fundet to gode egenskaber ved halvrammerne, et magasin med dem er nemmere at løfte og de bliver hurtigere fuld forseglet. Hvis man ser rammen til venstre, kunne man godt forestille sig, at jeg kun havde taget den øverste del fra.

Vandprocenten i honning må ikke overstige 20%, ellers er der risiko for gæring. Vandprocenten bestemmes ved hjælp af en refraktometer, som nogen måske kan genkende. Noget tilsvarende bruges også til måling af kølervaske, men sørg nu for at købe en til honning, hvis i selv vil måle. Rekfraktometeret benytter sig af den fysikalske særhed, at væsker med forskellig massefylde bryder lyset forskelligt.

Igen tager jeg lige fat i mit eget grej for at vise det. Jeg sætter pris på at kunne måle honningens vandindhold, det giver en god fornemmelse i maven at få bekræftet, at den er moden og tør nok og…. holdbar.

Det er kun flydende honning der kan måles og målingen skal helst foregå ved 20 grader Celsius ellers måles fejl. En smule honning lægges på glaspladen i den skrå ende, plastikklappen lægges over og trykkes let på.

Derefter vender man den skrå side mod lystet og kigger igennem okkularet (den sorte del). Man ser følgende:

Jeg aflæser 17% vandindhold og er meget tilfreds. På museet var vi ned på 16% og det er et flot resultat. 2/3-dels reglen er kun en tommelfingerregel og det er skønt at få den bekræftet.