v/ Vendsyssel Historiske Museum

at opleve bier sammen

Arbejdsaften 11.05.2020

Velkommen tilbage i bigården. Der er rigtig fin gang i mælkebøtterne og vi skal se, om bifamilierne er vokset godt nok og er trivelige.

Planen for dagen er, at vi skal se til bierne i det hele taget og om muligt sætte honningmagasiner på alle familier. De skal jo være store nok til det. Yderligere skal vi fortsætte med behandling mod varroa.

I dette stade med honningmagasin løftes magasinen af og man kan se, at bierne har fundet op. Der skal bygges celler til honning. Dronningen er holdt nede i yngellejet. Når magasinet står på højkant som på billedet til venstre, kan fotografen komme rigtig tæt på bierne på undersiden.

Nogle steder kan man nu begynde at bytte lidt. Man kan tage rammer med næsten færdig yngel og sætte op i honningmagasinet, for at trække bierne derop og få dem til at udbygge flere celler i honningmagasinet. Når ynglen er klækket, vil bierne placere honning i cellerne. I starten af juni, når man tager de første honningtavler med til slyngning, bliver gamle rammer fra sidste år på denne måde byttet. Man skal bare huske at sende tavlerne til omsmeltning, for de gamle yngeltavler skal ikke tilbage i stadet. – Man kan også sætte jomfrutavler (sidste års slyngede honningtavler) oppe i honningmagasinet, så har bierne rene tavler at bygge på og få foræret hele celleopbygningen.

Og husk nu: Der er lige så mange forskellige løsninger som der er biavlere – gange to. Jeg beretter om det vi har foretaget os denne arbejdsaften.

Hvis du vil se mere om det, kan vi anbefale denne film fra siden BierPaaVideo:

https://youtu.be/_Ya0U-owdGs

Vi undersøger også de dronetavler vi har sat ned i stadet sidste gang og har taget 1/3-del af det bierne har bygget. Det er dejlig lyst voks man kan lave kosmetik af – når det er med yngel i, er det dog bedst at give det til hønsene. Der er kun gået en uge siden sidst, men det lykkes at tage billeder af små larver der er klækket af æg, dronningen har lagt.

Og det et jo lidt sjovt at tænke over, at det er arbejdsbierne der bestemmer, at der skal produceres droner, ved at bierne laver større celler. Og det er lige så underligt for os mennesker, at dronningen kan styre sædblæren og bestemme, at hun vil lægge et droneæg. Det må jeg vist også i gang med at skrive en artikel om. Det er spændende fordi det er så fremmed.

Vi fortsætter også vores behandling med Bienenwohl, for det skal gives tre gange, med en uges mellemrum for at kunne virke og for at kunne behandle alt yngel.

Inden vi lukker ned vil jeg vise et par stemningsbilleder af en lidt koldt aften og at vores bistribe er begyndt at spire, selvom vi ikke har fået ret meget regn. Man skal se nøje efter, men der er kommet en del kimplanter. Hvis der bliver lidt regn og varme, skal det nok komme. Men der kommer også senegræs og guldspergel. Det er de også plaget af på museet.

Dermed vil jeg sige tak for nu og smid gerne en kommentar nedenunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait